Regeringen bør fjerne barrierne for, at befolkningen får adgang til mere attraktive pensionsløsninger.
Skatteminister Thor Möger Pedersen udtalte her i Berlingske 4. november, at »når vi ikke indfører loft over indbetalinger på livrenter, er det fordi, vi gerne vil øge lysten til at spare op på livslange pensioner. Det er godt, når folk lever længere, og det er også godt for samfundsøkonomien«.
Det er de færreste, der har en tilstrækkelig stor privat formue til at kunne finansiere en livslang pensionsudbetaling. Dette kan man derimod opnå med de såkaldte livrenter.
Det må derfor hilses velkommen, at regeringen vil opretholde muligheden for at indbetale til disse forsikringer. Der er da heller ikke et incitament til at spekulere i skattefradrag og »overforsikre« sig i forbindelse med livslange pensionsudbetalinger.
Det er forholdsvis enkelt at se, hvorfor det forholder sig således. Dette hænger nemlig sammen med spørgsmålet: Hvordan er det overhovedet muligt at sikre, at den enkelte vil kunne få udbetalt alderspension fra pensioneringen og lige så længe, vedkommende lever – også selv om man bliver over 100 år?
Dette kan kun lade sig gøre, fordi den enkelte indgår i et solidarisk fællesskab, hvor man opgiver muligheden for at få sin resterende opsparing udbetalt ved dødsfald til fordel for at få udbetalt en alderspension lige så længe, man lever.
Den opsparing, der er tilbage efter de personer, der dør tidligere, bliver anvendt til at finansiere den fortsatte pensionsudbetaling for dem, som lever længere. Livrenter er på denne måde en forsikringsordning, som begunstiger dem, der lever længe. Til gengæld er det dem, der ikke lever så længe, der finansierer de længstlevendes pensioner.
Hvis man lever længe, får man på denne måde mere udbetalt end det, ens egen opsparing ville kunne finansiere. Prisen herfor er altså, at man efterlader sin opsparing til de øvrige alderspensionister, når man dør. Sådan virker forsikringsprincippet og solidariteten blandt alderpensionister, der har livrenter.
Det er risikoen for, at man ikke får sine egne penge igen i udbetalingsperioden, der alt andet lige lægger en begrænsning på, hvor meget den enkelte frivilligt er villig til at indbetale og opspare til en livslang alderspension. Risikoen for at »tabe« sine opsparede penge virker som en hæmsko for udbredelsen af livslange pensionsordninger. Men sådan behøver det ikke at være.
En arbejdsgruppe under Groupe Consultatif Actuariel Européen har beskrevet, hvad der skal til for at gøre det mere attraktivt at opspare til livslang alderpension. Arbejdsgruppen har i rapporten »Avoiding Pitfalls in Retirement« karakteriseret det »ideelle« livrenteprodukt, og den peger blandt andet på, at der bør være mulighed for at kombinere en livslang alderspension med en såkaldt »pengene igen-garanti«. Det vil sige, at man mindst får en samlet udbetaling svarende til den opsparing, man havde på pensioneringstidspunktet.
Problemet er, at de nuværende regler ikke altid giver mulighed for at udbyde dette pensionsprodukt inden for rammerne af pensions-beskatningsloven. Som nævnt ovenfor vil regeringen gerne øge lysten til at spare op på livslange pensioner. Det vil derfor være en god idé at fjerne den nævnte og andre barrierer, som forhindrer, at befolkningen får adgang til mere attraktive pensionsløsninger.
Dagens Synspunkt er skrevet af Per Linnemann, lic.act., chefkonsulent i SEB Pension
